Om hjemmefødsler

Jeg har tænkt mig at gøre det, fordi jeg ikke magter stress og jag, og jeg kan godt li tanken om at jeg selv bestemmer over omgivelserne til min fødsel. Og når valget først er truffet er der faldet en ro over mig, fordi så er det sådan det er. Først havde jeg alle mulige tanker om at det kunne jo ikke lade sig gøre fordi jeg bor i etagebyggeri, og jeg helst ikke vil forstyrre folk med mit skrigeri, men jeg har jo tænkt mig at skrive en seddel til min egen opgang og opgangen ved siden af, bare sådan for at advare om potentiel fødsels lyd. Der er jo heller ikke nogen der siger at jeg er en der skriger. Selv om barnets biologiske opgave er en ret rustik størrelse. Men jeg har ladet mig læse noget om at barnet får den størrelse det får fordi det har tilpasset sig til kvindens underliv. Noget i den stil, lad mig blot leve i den tro. Da min mor fødte sit første barn blev han taget med sugekop. Men jeg selv var jo bare en mandel der smuttede.

I forhold til at føde hjemme er det blevet sådan at jeg nu glæder mig til at føde, hvor der før var en slags uro omkring det. Alene tanken om at skulle pakke en taske og gå ind på hospitalet, ja sådan så jeg det for mig, fordi jeg er for nærig til at tage bussen/taxa på så kort en afstand. Det er muligt jeg ville have det anderledes på det tidspunkt. Men på den her måde slipper jeg for at skulle lade min stædighed give mig problemer. For hele verden må godt vide at min stædighed virkelig kan være en træls størrelse. Og selv om I nu har det sort på hvidt vil jeg til hver en tid slå det væk som noget en gravid har skrevet. Det er en kvindes ret.