Om pludselig at vide kønnet på sit ufødte barn.

Jeg har lige haft min mor og hendes hund på besøg i en lille uge, og det har været så hyggeligt, vi har køb babytøj, har været til scanning, og hvad jeg jo troede blev en dreng viser sig så til højst sandsynligt til at være en pige. Det er så underligt. Dejligt, men underligt. Hun har det godt. Pt hedder hun Gurli Ulla Margrethe. Fordi tænk nu hvis jeg pludselig finder ud af at hun ikke skal hedde det jeg føler jeg har besluttet. Og så har alle kaldt hende det og så skal hun pludselig hedde noget andet fordi hun ikke ligner, eller føles som en ...det oprindelige. Men så igen tænk hvis hun så føles som en Gurli når hun kommer ud. Ikke at Gurli er et grimt navn, men min datter er ikke 80 år når hun bliver født.
Jeg føler en stor glæde når navnet nævnes. altså navnet jeg har besluttet hun skal hedde. Men hvad nu hvis.
I dag kom jeg til at købe tøj i genbrugsbutik. Ikke til mig, men til Gurli Ulla Margrethe. Og så kom jeg hjem og en veninde kom med en masse tøj som kan bruges fra et års alderen ca. Jeg er et heldigt menneske.

Om hjemmefødsler

Jeg har tænkt mig at gøre det, fordi jeg ikke magter stress og jag, og jeg kan godt li tanken om at jeg selv bestemmer over omgivelserne til min fødsel. Og når valget først er truffet er der faldet en ro over mig, fordi så er det sådan det er. Først havde jeg alle mulige tanker om at det kunne jo ikke lade sig gøre fordi jeg bor i etagebyggeri, og jeg helst ikke vil forstyrre folk med mit skrigeri, men jeg har jo tænkt mig at skrive en seddel til min egen opgang og opgangen ved siden af, bare sådan for at advare om potentiel fødsels lyd. Der er jo heller ikke nogen der siger at jeg er en der skriger. Selv om barnets biologiske opgave er en ret rustik størrelse. Men jeg har ladet mig læse noget om at barnet får den størrelse det får fordi det har tilpasset sig til kvindens underliv. Noget i den stil, lad mig blot leve i den tro. Da min mor fødte sit første barn blev han taget med sugekop. Men jeg selv var jo bare en mandel der smuttede.

I forhold til at føde hjemme er det blevet sådan at jeg nu glæder mig til at føde, hvor der før var en slags uro omkring det. Alene tanken om at skulle pakke en taske og gå ind på hospitalet, ja sådan så jeg det for mig, fordi jeg er for nærig til at tage bussen/taxa på så kort en afstand. Det er muligt jeg ville have det anderledes på det tidspunkt. Men på den her måde slipper jeg for at skulle lade min stædighed give mig problemer. For hele verden må godt vide at min stædighed virkelig kan være en træls størrelse. Og selv om I nu har det sort på hvidt vil jeg til hver en tid slå det væk som noget en gravid har skrevet. Det er en kvindes ret.

Om første gang hos jordemoder

Min første gang er i morgen.  Jeg glæder mig. Til at få en form for ro. Jeg er førstegangsfødende, og jeg er i fb-gruppe med andre der har termin i december, og de er gerne 2 og 3 gangsfødende, så de har kæmpe maver, og ved lige præcis hvad de skal mærke, når de mærker liv. Her har jeg bare en vished om at jeg ikke kan ligge på ryggen i sengen mere. Jeg tager det som et tegn på at der er liv derinde. Ligeledes de der bobler der engang imellem er når jeg ligger stille. Og selvfølgelig al den væske jeg pludselig har i min mund.  Så i morgen skulle jordemoderen gerne kunne mærke noget jeg ikke kan. Jeg synes jo, da jeg så babyen til nakkefoldsscanningen at det lignede den ikke kunne vende sig om. Altså at hovedet på mange måder sad fast. Men der var masser af plads fik jeg fortalt. Og det må man jo bare tro på. Når jeg ligger på ryggen kan det føles som om at maven ikke kan strækkes mere ud. Så det er lige før jeg glæder mig til flere ligamentsmerter. Så jeg kan ligge på ryggen igen. Selv om  det med en ekstra dyne jo bliver ekstra behageligt at ligge på siden.

Ps. Jeg prøver på at sige til mig selv og leve med overbevisningen om at alt er godt. så det er det. Og nej jeg har ikke brug for at i siger at alt er godt, for det ved I heller ikke. Jeg har sådan set bare brug for at få det her lort ud af mine tanker. Selv om jeg ved I mener det godt. Og tro mig jeg siger virkelig også til mig selv at jeg skal stoppe med de her....kvindetanker. Ja jeg sagde det, kvindetanker. Jeg elsker at være kvinde, men hold nu kæft kvindetanker i den dur. Det er sikkert nogle man har resten af livet.

Og nu siger vi at jeg blev tømt for alt hvad der er bekymringer, og jeg vil gå ud i verden og hente flere babypakker.

Om hvor man skal bo?

Jeg har boet i Aalborg i 12 år. 12 år. Og det samme sted i 11 år. For mig og min flyttehistorik er det jo helt vildt at have boet samme sted i 11 år. Før det var 4 år det længste sted jeg har boet. Sikke mange tal jeg smider rundt med når nu det emne jeg gerne vil snakke om er hvor man egentlig skal bo, når nu man starter en familie. Man man man. Jeg. vi. Mig og mit ufødte barn. Eller egentlig mig og mit fødte barn.
Ser I jeg har jo en drøm om at flytte tilbage til Tilst hvor jeg kommer fra. Men, jeg vil jo ikke flytte tilbage til Tilst hvis det ikke betyder at jeg og andre i princippet vil kunne sige, hos hvem skal jeg spise aftensmad i aften? Eller eftermiddagskaffe. Eller bare lige smutte forbi.
Jeg har det dejligt her i Aalborg, skønne mennesker, skøn by og en verden af muligheder hvis jeg spørger om lov.  Aalborg er også her hvor jeg er i gang med min uddannelse. som jo godt kan overflyttes til Århus, men det kan være krævende og bøvlet, også for andre end mig. Aalborg har Butterfly Fitness, hvor jeg jo praktisk talt har boet, og hvor jeg jo har i sinde at nævne noget med en efterfødsels Bootcamp. Det der med personlighed i et fitnesscenter det er jeg så meget fan af.
Men Tilst har familien. og den halve barndom og teenageårene. Og nu også en masse rockere. Grønjakkerne var okay. Men alt det med skyderi, det synes jeg ikke helt jeg gider at bo i. Bevares som 10 årig var jeg da vidne til et knivstikkeri, og stod øje til øje med ham der lige havde slæbt en mand ind på biblioteket for at låne nøglen, så han kunne stikke ham ned på toilettet. Jeg fik overrakt nøglen, og måtte med rystende hånd give dem til bibliotekaren og sige hvad jeg vidste. Så knivstikkeri sker ikke på min vagt. Det var for i øvrigt ikke en med de grønnejakker. Han var vidst mere en slags junkie, eller offentlig skraldespand, jeg ved det ikke.
Og nu tilbage til dilemmaet, hvor skal man bo?
Bor du et sted hvor du er tæt på familien? eller bor du langt væk?

Om at danne sine børn.

I går var jeg ude for at købe graviditetstøj, og endte med at købe to par jeans som jeg dog først kan holde ud til at have på når det bliver lidt koldere i vejret. så jeg håber jo lidt på at det skønne efterår bare tager over ret hurtigt. Det her med sommer, synes jeg alligevel ikke er så fedt når jeg render rundt med en krop som er allergisk for solen.  Hvilket jeg jo synes er irriterende fordi jeg elsker sommer. Men lige så meget jeg elsker sommer, så hader jeg følelsen af at mit tøj er så vådt fordi jeg sveder tran når det er sommer.

I går sad jeg og så på babyting. Jeg leder efter de gode tilbud, frem for de gode mærkevarer. Mit barn skal have lov til at spise jord, forstå mig ret. Der findes forældre som ikke vil lade deres børn udforske verden omkring dem. Og sådan en forældre vil jeg ikke være. Mit barn skal have lov til at falde og slå sig, og rejse sig op igen. Det her er selvfølgelig sagt før jeg har født. Men hele livet har jeg gjort mig tanker. Selvfølgelig har jeg en tanke om at jeg bliver en hønemor uden lige. Men. Jeg nægter at være sådan en mor der pakker sit barn ind i vat. Jeg vil være sådan en mor der danner sit barn med kærlighed, empati, og en åben dør til at udforske hvad der sker med en ting når man gør sådan. Jeg kender godt ordet Nej og jeg er sikker på jeg vil få mulighed til at lære mit barn hvad ordet nej betyder. Og jeg glæder mig til at barnet lærer hvad Nej egentlig betyder. Konsekvensen af et nej der bliver brudt hvor en vase fx går i stykker. Dog har jeg ikke rigtig nogle vaser som sådan til at stå fremme, og når først jeg har et barn der kan gå, så forsvinder halvdelen af de ting jeg har til at stå fremme. Mit hjem er et eventyrland for små børn. der er så mange ting i en højde hvor et barn kan nå noget og hive og så lige få en lampe i hovedet. Undskyld Andreas. Jeg kan stadig huske da jeg så ind ind igennem mit soveværelsesvindue hvor han sov, og var vågnet og han havde fat i ledningen, og jeg vidste bare jeg ikke kunne nå at gøre noget før det var sket. Og ganske rigtigt.

Det er dejligt at være gravid, sådan har jeg det lige nu. Jeg glæder mig også til den anden side, men for nu er det ganske fint at vi er på hver vores side af mig.

Om at holde ferie.

Ja, det har været stille på bloggen i noget tid, men jeg har været til eksamen, og på hytteferie med min mor efterfølgende, og jeg tager ikke bloggen med mig hvor end jeg går hen. Beklager. I mellemtiden har jeg fået mere mave. Som vi jo alle går og råber hurra over.
I går havde jeg en følelse af at føle mig skyldig over at sidde og skrive på en historie, frem for at gøre noget fornuftigt. Den følelse hader jeg, og har heldigvis ikke haft i dag. Men i dag startede jeg også med rengøring. Dog ikke hos mig selv.
Min mor og jeg var i Middelfart, eller mere præcis Hindsgavl Camping, hvor jeg nede i Lillebælt tog billeder af min mor. Og da vi kom hjem og sad og nød alkohol-næsten-fri hvidvin kom jeg til at åbne mit mobil-etui, og så at mine fire kort manglede! Jeg fandt rejsekortet i min taske. Men de tre andre kort var væk. Så gik vi lige den samme tur vi lige havde gået, med hund og det hele. Gad vide hvad den hund tænkte, og hvorfor vi ikke bare lod den blive hjemme. Kortene blev ikke fundet. så tjekkede jeg Facebook i besked anmodninger, og en kvinde havde fundet to af mine kort, som hun kom med senere om aftenen. Og det sidste kort, sundhedskortet, som jeg snart skal bruge. fik jeg en besked om igår var blevet fundet. Jeg elsker når livet fungerer på den måde, at folk har muligheden for at kontakte en, så hurtigt. så det er nu mere eller mindre på vej til mig. Det er nok de færreste der kan sige deres sundhedskort har tilbragt tre dage i Lillebælt.
Jeg elsker at holde fri og ferie når jeg endelig tager mig sammen. Så skal der læses bøger, og skriver bøger. Og nyde den søde ventetid inden det er jul. Det er så urealistisk på mange punkter at jeg vil holde en ny form for jul i år. Egentlig er det ret dejligt at første jul med ny baby er stille og rolig med min mor og jeg, og hunden.  Ingen stress og jag. Eller det ved jeg jo ikke. Men nyfødt babystress så.