fredag den 16. juni 2017

Når man synger den samme sang, igen og igen

Jeg kan godt tage mig selv i at synes det er lidt synd for mig at jeg er alene om at have et barn i maven. altså at jeg ikke har en partner, som kan tage del i processen. Til gengæld har jeg ikke den følelse, som jeg for nylig er blevet mindet om, at blive ked af det, fordi..ja. det ved jeg ikke. Jeg ved ikke om det er fordi kvinder er på en bestemt måde, eller om jeg er på en bestemt måde. Men jeg kan virkelig huske de følelser jeg har haft i forhold, følelser/tanker som
1. "Hun elsker mig ikke",
2. "Hvad har jeg gjort galt"
3. "Ser jeg for meget på andre?"
4. "Hallo, jeg er lige her"
5. "Hvorfor sidder hun med det blik, hvad gemmer sig derinde, som vi aldrig snakker om"
6. "Tror hun nu at jeg ikke elsker hende"
7. "Elsker jeg hende?"
8. "Er vores handlinger i virkeligheden til, fordi vi er bange"
og så videre.

.....Jeg har ikke været i et forhold efter...Ja efter hvad, eller hvem skulle jeg måske sige. Efter at jeg gik en tur i naturen og fandt mig selv i en anden, og siden har haft den anden som målestok i forhold til alle andre. Men hvordan måler man nogen, i forhold til en illusion?

Jeg var på et tidspunkt på en date med en. Der var ingen sammenligninger. Jeg fandt måske mere et nyt målestoksforhold. Men hvad nu, hvis det også bare en illusion? Selv om det var meget virkeligt.

God weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar