Og selvfølgelig vil jeg skrive om det, og så bliver det jo rent faktisk værre fordi når jeg beskriver smerten føler jeg den. Tanken "Du bliver aldrig til noget" kan gøre ondt i kroppen, hvis man tillader det. Hvorfor overhovedet tænke tanken så, kunne man spørge? Godt spørgsmål. som jeg tænker at svaret må være at livet handler om at finde en masse balancegange, og grænsen mellem kærlighed og had til sig selv er ikke særlig stor. Men hey...solen skinner.
Jeg kan sidde her, som to personer, hvor en del af mig siger
"Så hold nu op med at sidde der og klag over ting der ikke er sket, få dem dog til at ske, det er jo dig selv der ikke har fået dem til at ske ikke?
"Jow, og netop derfor sidder jeg her og trister mig selv endnu mere."
"Er du klar over hvor meget tid der går med at sidde og have ondt af dig selv, og alt det der?"
"Ja, men i det mindste så ved jeg at jeg hurtigt kan vende den om til at cykle ud med de der plakater og sådan"
Og gu fanden bliver jeg da til noget, jeg er noget, det eneste problem er at jeg ikke får penge for det, men heldigvis kan jeg klare mig på det jeg har. og er. Og hold nu op med at nedgøre dig selv fordi du i virkeligheden egentlig er stolt af dig selv. Det må du gerne være, Kristine.
ved venlig hilsen Kristine og de andre Kristiner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar